Tandlæge | Deltid, Fuld tid | Region Syddanmark | Privat praksis | Oprettet d. 03-07-2026
Faglighed, forebyggelse og et stærkt team
Hos tandlægen.dk Vejle søger vi en dygtig tandlæge, som har lyst til at blive en del af en veldrevet klinik med et højt fagligt niveau, moderne faciliteter og et engageret team.
Vi udfører alle former for tandbehandling – fra den almindelige voksentandpleje til de mere komplekse behandlinger og kosmetisk tandpleje. Vores patienter vælger os, fordi de oplever høj kvalitet, tryghed og nærvær, og det er værdier, vi hver dag arbejder målrettet for at leve op til.
En klinik med et stærkt fundament
Vores klinik er centralt placeret i Vejle i lyse, moderne lokaler med seks veludstyrede behandlingsrum, gode personalefaciliteter og en skøn terrasse med udsigt over byen. Der er nem parkering for både patienter og medarbejdere.
Vi har en loyal patientportefølje, som fortsat vokser. Derfor får du en hverdag med stor variation, et solidt patientgrundlag og gode muligheder for både faglig og personlig udvikling.
Du bliver en del af et dedikeret team, hvor samarbejde, hjælpsomhed og godt humør er en naturlig del af hverdagen. Vores erfarne klinikassistenter arbejder selvstændigt og effektivt, og vi hjælper hinanden med at skabe de bedste patientoplevelser. Det afspejler sig også i vores mange flotte patientanmeldelser med en trustpilotscore på 4.9.
Vi søger en tandlæge, der trives med faglig udvikling
Du er en erfaren tandlæge, som sætter en ære i at levere behandlinger af høj kvalitet. Samtidig er du nysgerrig på din faglige udvikling og motiveres af en varieret hverdag med både almindelige og mere komplekse behandlinger.
Har du særlige kompetencer eller interesseområder – eksempelvis inden for implantatbehandling eller kirurgi – er der gode muligheder for at bringe dem i spil og videreudvikle dem hos os.
Som person er du imødekommende, rolig og tillidsvækkende. Du møder patienterne i øjenhøjde og bidrager aktivt til et stærkt samarbejde med dine kolleger.
Lokalt forankret - med landsdækkende rækkevidde
Som tandlæge hos tandlægen.dk bliver du en del af et stærkt fagligt fællesskab med kolleger på tværs af landet. Vi prioriterer løbende efteruddannelse, faglige netværk og fælles fagdage, så du hele tiden har mulighed for at udvikle dine kompetencer.
Samtidig får du fordelene ved at arbejde på en lokal klinik med et tæt team og en stærk kultur – kombineret med de muligheder og den sparring, som følger med at være en del af en landsdækkende organisation.
Praktisk
Stillingen er som udgangspunkt på cirka 30 timer om ugen, men timetallet kan tilpasses den rette kandidat.
Vi ønsker tiltrædelse hurtigst muligt.
Vil du høre mere?
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte HR-Partner Charlotte Bak på chb@tandlaegen.dk.
Som følge af ferieperioden kan der være længere svartid end normalt i rekrutteringsprocessen.