Jobopslag

Klinikchef til Specialtandlægerne Sjælland

Andet | Fuld tid | Region Hovedstaden | Privat praksis | Oprettet d. 11-04-2025

Vi søger en klinikchef, der er dedikeret og trives med et stort ansvar, og som arbejder med detaljen i både det kliniske arbejde og i ledelsesarbejdet.

Vi er nemlig optaget af kvalitet, både når det handler om tandfaglighed, vores service overfor patienterne og i vores ledelse.

Er du en chef der:

  • Har overblik og en positiv tilgang til dine arbejdsopgaver
  • Er eminent i samarbejdets svære kunst
  • Motiveres af at finde løsninger på hverdagens store og små problemer

Så er det måske lige netop dig, vi mangler på holdet hos Specialtandlægerne Sjælland som klinikchef på vores tre klinikker i København, Roskilde og Solrød.

Hvem er vi?

Vi er en henvisningsklinik, der tilbyder en række specialiserede tandbehandlinger, tand-, mund- og kæbekirurgi, avancerede røntgenoptagelser og operationer i fuld narkose. Faglig udvikling og kursusaktiviteter for tandlæger og tandfagligt personale er en integreret del af vores praksis.

Klinikken i Roskilde er en moderne klinik med 10 behandlingsrum, klinikken i København ligger på Strøget og har tre behandlingsrum, og i Solrød hvor vi primært behandler børn, er der tre behandlingsrum. På klinikkerne er vi optaget af at levere høj kvalitet, og vores engagerede medarbejdere har fokus på at give patienterne en ekstraordinær god serviceoplevelse.

I ledelsen tilrettelægger vi vores arbejde på baggrund af centrale data bl.a. omkring patienttilfredshed, og vi følger tæt op på de enkelte patientforløb.

Som klinikchef får du det overordnende ansvar for den daglige ledelse af klinikassistenter og sekretærer. Du koordinerer og planlægger hverdagen sammen med de faglige koordinatorer.

Din berøringsflade vil være stor på klinikkerne såvel som på tværs af de enkelte klinikker, og du vil referere til ejer Tore Lefolii og direktør Lone Jørgensen.

Klinikchefens opgaver

Faglig ledelse

  • Kvalitet, service og høj faglig standard i forhold til hele patientforløbet
  • Gode bemandingsplaner i Clinic Drive
  • Sikre at kapaciteten udnyttes bedst muligt
  • Sikre høj faglig standard i det kliniske arbejde og i receptionen

Personaleledelse

  • Rekruttere nye medarbejdere i samarbejde med administrationschefen
  • Koordinere introforløb for nye medarbejder
  • Sikre at medarbejdernes kompetencer matcher de faglige standarder, og igangsætte relevant oplæring og efteruddannelse hvis der er behov for det
  • Afholde medarbejderudviklingssamtaler
  • Ansvarlig for arbejdsmiljøarbejdet sammen med administrationschefen

Administration

  • Ansvarlig for indkøb af varer til brug ved behandlinger
  • Sikre styring og optælling af varelager ved hjælp af IT-systemet Sowingo
  • Ansvar for omsætning, belægningsgrad, leverandørkontrakter og overholdelse af budget
  • Bidrage til beregning af priser
  • Overholdelse af gældende lovgivning

Udover et tæt samarbejde med tandlægerne og kirurgerne, vil du få et tæt samarbejde og sparring med dine kollegaer i administrationen, der består af:

  • Administrationschefen
  • BI- og datakonsulenten
  • Den tandlægefaglige klinikkoordinator
  • Den sundhedsfaglige kvalitetskonsulent
  • Direktøren

Hvem er du?

Vi lægger stor vægt på, at du har erfaring med ledelse og kan arbejde struktureret uden at miste blikket på den enkelte patient eller medarbejderne.

Du har erfaring med vagtplanlægning og forståelse for aftalebøgernes sammenhæng og betydning for et velfungerende behandlingsforløb. Dine medarbejdere lægger vægt på, at du er den, man kan gå til, som lytter og motiverer.

Klinikchefen har mange opgaver, og det er derfor vigtigt, at du er god til at delegere og følge op på de enkelte opgaver. Du mestrer desuden kunsten at samarbejde uden at miste dig selv eller dit fokus på de gode løsninger.

Du har nemt ved IT og nye systemer, og har god økonomisk forståelse. Vi forventer, at du er fleksibel og proaktiv og kan træffe selvstændige beslutninger samt udvise handlekraft til gavn for både patienter og medarbejdere.

Du har erfaring fra dentalbranchen som fx tandlæge, tandplejer, klinikassistent eller sygeplejerske.

Har du lyst til at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Tore Lefolii (tore@spsj.dk) eller Lone Jørgensen (lone@spsj.dk).

Arbejdstid: 37 timer/uge

Start: Efter aftale

Løn: Efter kvalifikationer

Ansøgningen sendes til anne@spsj.dk senest den 28.04.25 kl. 12.00.

Om Specialtandlægerne Sjælland

Om Specialtandlægerne Sjælland

Specialtandlægerne Sjællands mål er at gøre det let for patienter at få tilgang til specialiseret behandling lokalt. Vi vil mere end blot at operere; vi vil bygge bro mellem hospitalsvæsenet og behandlingsbehovet i nærmiljøet, f.eks. når det gælder rettidig henvisning af oralpatologiske tilstande.

Vi har derfor på vores private klinikker sammensat et hold af dygtige kæbekirurgiske specialtandlæger og tandlæger med stor protetisk erfaring, hvoraf de fleste også har en fast tilknytning til hospitalsvæsenet og tandlægeskolen.

Vi er specialiserede i at udrede og behandle sygdomme og tilstande i tænder, mund og kæber. Vi modtager henviste patienter fra hele Sjælland og tilbyder bl.a. fjernelse af visdomstænder, biopsitagning og genetablering af tyggefunktion ved tandtab.

For mange er tanken om at blive opereret i mundhulen ikke rar. Derfor gør vi en dyd ud af, at vores patienter føler sig trygge og informerede om det forestående indgreb, fordi vi ved, at en tillidsfuld relation mellem behandler og patient er afgørende for et godt behandlingsforløb og resultat.

Specialtandlægerne Sjælland fungerer udelukkende som henvisningsklinikker og modtager ikke patienter til regelmæssig tandbehandling. Hvis man som tandlæge ønsker det, er det dog altid muligt at henvise for den færdige restaurering med suprastrukturer hos vores erfarne protetikere.

  • Ansøgningsfrist
    28.04.2025 kl. 12.00
  • Kontakt
    Specialtandlægerne Sjælland
    Frederiksberggade 26
    1459 København K
    anne@spsj.dk
  • Website
    www.spsj.dk
Kontakt annoncøren