Tandlæge til administrativ stilling til Center for Tandpleje i Odense Kommune

Tandlæge

Deltid | Region Syddanmark | Offentlig - Kommune | Oprettet d. 10. februar 2020

Center for Tandpleje i Odense Kommune søger en systematisk og fagligt velfunderet tandlæge til en administrativ stilling med reference til overtandlægen.

Om jobbet
Du vil understøtte den strategiske udvikling af Center for Tandpleje med tandfaglig kompetenceudvikling af tandplejens personale, driftsanalyser samt myndighedsbehandling og implementering af lovgivning. Det vil også være dig, der kvalitetssikrer det faglige niveau i tilbuddet til borgerne. Vi søger derfor en profil, der motiveres af at arbejde systematisk og præcist med data og lovstof og som i samarbejde med ledelsen kan sikre, at strategiske indsatser bliver omsat til den fortsatte faglige udvikling af tandplejens personale og drift.

Dit opgavesæt vil bl.a. omfatte:

  • Driftsnære tandlægeopgaver, herunder kvalitetssikring og -udvikling af tandplejens indsatser
  • Udarbejdelse af data og rapportering
  • Bearbejdelse af SCOR data
  • Systematisk tandfaglig kompetenceudvikling af personale
  • Løbende faglig projektledelse
  • Tovholder på implementering af lovgivning på den faglige front
  • Tandlægefaglige myndighedsafgørelser
  • Behandling af klage- og erstatningssager

Om dig

  • Du er uddannet tandlæge med ret til selvstændigt virke
  • Det er en fordel, men ikke et krav, at du har erfaring med den kommunale tandpleje
  • Vi hører også gerne fra dig, der måske har en supplerende uddannelse inden for folkesundhed, en relevant mastergrad eller lignende
  • Du er selvkørende, systematisk og præcis i din faglighed, men trives som del af et hold, der arbejde på tværs af hele Center for Tandpleje

Om os
Læs mere om Center for Tandpleje her.

Center for Tandpleje består af Børn- og Ungetandplejen, Tandreguleringscenter Fyn og Voksentandplejen alle bemandet af dygtige og engagerede teams af specialtandlæger, tandlæger, tandplejere og klinikassistenter. Vi er i alt 160 medarbejdere, som samarbejder og udvikler os med hinanden for dermed at sikre den bedste service for borgerne. Børn- og Ungetandplejen foregår på 7 lokalklinikker beliggende på skoler i Odense Kommune. Tandreguleringscenter Fyn varetager alle ortodontiske behandlinger til børn og unge fra fem fynske kommuner. Voksentandplejen behandler omsorgspatienter fra Odense Kommune og specialtandplejepatienter henvist fra hele Fyn. Disse specialer er samlet på Grønløkkevej i Odense. Center for Tandpleje råder desuden over eget dentallaboratorium og egen røntgenafdeling, og har en kirurgisk afdeling tilknyttet et fast narkoseteam.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.

Stillingen er på 28 timer (4 dage pr. uge) med mulighed for fleksibilitet i arbejdstilrettelæggelsen.

Stillingen ønskes besat pr. 1. maj 2020 eller snarest derefter.

Vil du vide mere?
For yderligere oplysninger er du velkommen til at kontakte overtandlæge Irene Lund på 23 80 62 15 eller på irlun@odense.dk.

Det praktiske
Ansøgningsfristen er 5. marts 2020. Samtaler forventes afholdt i uge 11.

Vedhæft venligst eksamensbevis til din ansøgning.

Odense Kommune betragter mangfoldighed som en styrke og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold og handicap.

Kontaktdata

Se også