Erfaren tandlæge til kombineret funktion på specialklinikken og generel sektor i Børne- og Ungdomstandplejen

Tandlæge

Deltid | Region Hovedstaden | Offentlig - Kommune | Oprettet d. 9. oktober 2018

Vil du have ansvaret for den faglige udvikling og den daglige drift af specialtandplejen for børn og unge i Københavns Kommune?

Specialtandplejen varetages af dig og et team af kompetente og engagerede klinikassistenter samt en tandplejer, der alle brænder for denne gruppe af børn og unge. Ud over det faste team kommer du til at samarbejde med en anæstesiolog og dennes narkosesygeplejersker, når patienterne har behov for generel anæstesi.

Vi har moderne og veludstyrede klinikker med alle hjælpemidler, der tilgodeser patientgruppens særlige behov.

Som fagligt ansvarlig for området får du mulighed for relevant efteruddannelse og faglig sparring med kolleger fra kommunens specialtandpleje for voksne. Du kommer desuden til at indgå i et tæt gensidigt samarbejde med klinikkens lokale leder og med den ene af kommunens to ledende tandlæger. Du vil blive en del af et godt arbejdsmiljø med afvekslende arbejdsopgaver, et fagligt stærkt miljø og et stort kollegialt netværk

Funktionen på specialklinikken er normeret til ca. 14 timer om ugen og kan kombineres med en ansættelse på yderligere 14 timer på en af kommunens generelle tandklinikker.

Vi tilbyder et spændende job med følgende arbejdsopgaver på specialklinikken

  • Tandlæge for specialklinikkens børn og unge.
  • Ansvarlig for den faglige udvikling på specialklinikken.
  • Planlægning og koordinering af arbejdet på klinikken i samarbejde med kliniklederen.
  • Faglig rådgivning af klinikkens øvrige medarbejdere.

Om dig

Du er god til at samarbejde og arbejder ud fra en positiv og anerkendende tilgang. Du har ambitioner om at udvikle dig fagligt via daglig sparring og efteruddannelse.

Vi vægter både din faglighed og din evne og lyst til at arbejde med denne gruppe af børn og unge. Derudover kræver vi, at du har opnået ret til selvstændigt virke.

Som landets største kommunale tandpleje leverer vi tandpleje til ca. 110.000 børn og unge fra 0-17 år. Vi er ca. 300 ansatte fordelt på 23 klinikker og tre mobile enheder og en central administration. Desuden har vi fem tandreguleringsklinikker og en specialtandklinik.

Løn- og ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst for tandlæger samt aftalen om Lokal løndannelse. Børne- og Ungdomsforvaltningen anvender straffe- og børneattest som led i rekrutteringen.

Yderligere oplysninger

Fås ved henvendelse til leder af personaleområdet Anders Gundelach på 3530 3960 eller ledende tandlæge Majken Munkgaard Kailow på 2673 8773.

Ansøgning vedlægges CV og evt. dokumentation.

Søg stillingen via nedenstående link senest onsdag den 24. oktober 2018.

Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler den 9. november.