Jobopslag

Vil du være Langeland Kommunes nye tandplejer eller tandlæge

Tandlæge | Deltid, Fuld tid | Region Syddanmark | Offentlig - Kommune | Oprettet d. 16-04-2024

Er du tandplejer eller tandlæge og på udkig efter et job med stor fleksibilitet og mulighed for at præge kommende generationers tandsundhed? Så har vi jobbet til dig.

Hos os bliver du en del af en lille og professionel tandpleje i Langeland Kommune i naturskønne omgivelser. Vi servicerer ca. 2100 børn og unge. Her er ingen dage ens, og du vil møde børn og unge fra et bredt udsnit af befolkningen. Du vil opleve patienter med meget forskellige behandlingsbehov og få mulighed for en hverdag med arbejdsopgaver inden for alle odontologiens arbejdsfelter. Vi lægger særligt vægt på forebyggelse og tidlig diagnostik og vil gerne ud og undervise om tandsundhed.

Din profil
Vi søger en tandplejer og/eller tandlæge, der vil kunne arbejde 2-5 dage om ugen og få en høj grad af selvstændighed i jobbet. Der er mulighed for daglig sparring med kollegaer og klinikchef og er du nyuddannet er vi også parate til at hjælpe dig. Vi har brug for dig, der har en åben og nysgerrig tilgang til kolleger og patienter uden at gå på kompromis med tandsundheden. Det kan være, at du har været i privat praksis og ønsker at trappe ned. Måske vil du bare gerne have mere fleksibilitet og gode kollegaer? Det kan du få hos os.

Du vægter nærvær i kontakten med patienten og har et højt fagligt niveau. Sammen med dine kolleger skal du bidrage til, at vi har en tandpleje med høj kvalitet og et godt arbejdsmiljø. Du skal have lyst til at blive en del af et team, hvor vi hjælper hinanden. Her er trivslen høj, det kollegiale fællesskab er stærkt og fagligheden i top. Vi lægger vægt på, at du møder verden med empati, nysgerrighed og er god til at skabe gode relationer fortrinsvis til børn og unge. Det er en fordel, hvis du har interesse for ortodonti og interceptiv behandling.

Din nye arbejdsplads

Du bliver en del af et engageret og nærværende team. Arbejdsklimaet er kendetegnet ved åbenhed, ansvarlighed og fleksibilitet. Vi er dedikerede til vores opgaver og prioriterer trivsel og en god og anerkendende tone overfor hinanden, patienter og deres pårørende. Vi holder til i en stor, lys og moderne klinik med opdateret udstyr som blandt andet reciprok endosystem på Ørstedskolen i Rudkøbing.

Tandplejen er en del af Langeland Kommune, der værdsætter et godt tværfagligt samarbejde med de øvrige enheder i Langeland og går ind for mangfoldighed. Derfor opfordres alle til at søge stillingen uanset alder, politisk observans, køn, religion, seksuel orientering og etnicitet.

Langeland

Hvad er det, der gør Langeland til noget særligt? Er det “hatbakkerne” dannet under den sidste istid? De mange stendysser? Medicinhaverne? Kunstnere og kunsthåndværkere? Eller de vildeste vilde heste?

Alle de ting er vigtige for øen. Men der findes faktisk noget, som er endnu vigtigere: At her er plads til at være den, du er. Sammen med alle os andre. Det er dén kombination af fællesskab og frihed, der gør Langeland til noget helt specielt. For selvom øen er smal, er her tårnhøjt til himlen og masser af albuerum.

Det vil du opleve, når du kommer hertil, hvad enten du skal suge naturen til dig, fiske i havet, dase på stranden eller nyde godt af de lokale råvarer dyrket i det særlige kystklima. Og du kommer med garanti til at opleve det, hvis du vælger at flytte til øen, uanset om det er for at bygge rede eller for at bygge en virksomhed. Her får du al den plads, du har brug for. Til at leve livet. Til at tage del i fællesskabet. Til at nyde roen. Til at drømme stort. Og til at føre drømmene ud i livet.

Yderligere oplysninger

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. Stillingen besættes gerne fra 1. august 2024 eller hurtigst muligt herefter. Vi forventer at holde samtaler den 14. juni 2024.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte klinikchef Anne Christine Sten på telefon 21 30 11 97 eller mail anncst@langelandkommune.dk.

Send din ansøgning og CV via nedenstående link senest den 5. juni 2024.

Overvejer du at flytte med jobbet?

I Langeland Kommune skaber vores levende lokalsamfund gode rammer for dig og din families hverdag. Uanset hvor du slår dig ned er der smuk natur, fællesskab, foreningsliv og masser af plads til udfoldelser og oplevelser.